Politikere på besøg på ny fælles vagtcentral

Beredskab & Sikkerhed og Østjyllands Brandvæsen har etableret en ny fælles vagtcentral og operationschef ordning.

Operationschefen er tilknyttet vagtcentralen og er således omdrejningspunktet for alle operative og krisestyringsrelaterede aktiviteter i de to beredskaber og otte ejerkommuner.

Selv om den nye fælles vagtcentral har været i drift siden efteråret 2020, så har vagtcentralen været afskærmet for eksterne besøg af hensyn til Covid-19, og der har kun været adgang for beredskabspersonale. Men I går fik politikerne i ejerkommunerne til Beredskab & Sikkerhed mulighed for ved selvsyn at se vagtcentralen, som er placeret på Bautavej 1 i Aarhus. Det skete i forbindelse med et møde i Beredskabskommissionen, som foregik på vagtcentralen.

Formanden for Beredskabskommissionen i Beredskab & Sikkerhed er meget tilfreds med den nye vagtcentral. Jan Petersen (A), formand og borgmester i Norddjurs Kommune udtaler:

”Vi har nu set hvordan vagtcentralen fungerer i praksis. Jeg er meget imponeret over den professionalisme og tilgang, som vi oplever hos disponenter og Operationschef, og der er skabt nogle rigtig gode rammer for vagtcentralsamarbejdet. Samarbejdet er ikke blot med til at give os den operationschef, som vi har manglet, men er også med til at skabe ét samlet overblik over beredskabets operative enheder, så vi kan stå endnu stærkere, når større og længerevarende hændelser rammer vores kommuner. Jeg er sikker på, at det nye samarbejde vil styrke robustheden i kommunerne, samtidig med at vi kan skabe nye muligheder ved at gå sammen om opgaver i beredskaberne”.

Beredskab & Sikkerhed er det fælleskommunale redningsberedskab for Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner. Østjyllands Brandvæsen er det fælleskommunale redningsberedskab for Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus kommuner. Til sammen leverer de beredskab til næsten 700.000 borgere, med ca. 4.100 udrykninger om året til brande, drukneulykker, færdselsuheld og miljøforurening.

For yderligere information, kontakt Formand for Beredskabskommissionen, Borgmester Jan Petersen på tlf. 27 85 24 51.